Er storslået ud over alle grænser og bør faktisk slet ikke forsøges opfanget med et kamera. Men som den turist jeg nu engang er gør jeg naturligvis forsøget alligevel. Her er en samling billeder, der giver et nogenlunde billede af hvor vidunderligt det hele er. Nogle af billederne har i set før, andre er helt nye.
Lang tid siden sidst, men har jo hele tiden været mere reglen end undtagelsen, så det ville undre mig om i forventede andet.
Siden sidst har Audrey og jeg haft besøg af Henrik og Susanne, som var så søde at komme forbi i et par weekender i forbindelse med deres tur til Nordamerika. Det er altid rart at bruge tid med fantastiske mennesker, men denne her gang måske endnu rarere fordi det ikke var mere planlagt end at de bare droppede ind en dag og vi så fandt ud af hvad vi havde lyst til at lave helt uden stress eller dets lige.
Den første weekend tog vi dem med op til Quebec hvor der var sommerfestival med Rammstein og andet godt på programmet. Den anden weekend tilbragte vi her i Montréal, hvor Henrik og Susanne bl.a. fik lov at opleve Quebecerne i deres naturlige element til en gang løssluppet chanson på et af de mere berømte steder i byen. Det gjorde vist indtryk både på den ene og den anden måde.
Siden sidst har jeg også været til min første amerikanske fodboldkamp herovre (og i det hele taget den første af slagsen i mit liv). Montreál Alouettes er et af de bedre hold i den canadiske liga, der viste sig at spille med helt andre regler end dem fra NFL. Jeg nåede aldrig helt at fatte det, men det væsentligste var i hvert fald at man kun havde tre downs i stedet for fire, og det resulterede i at der blev puntet frem og tilbage en hel del.
Selv om der var 20.000 på stadion og kampen var imod arvefjenderne fra Toronto, så var atmosfæren ikke noget at råbe hurra for. Faktisk blev den helt og holdent overskygget af en konstant regn af reklametiltag på storskærm, over højtalerne og i form af diverse ligegyldige gratis produkter der blev delt ud til højre og venstre og som man konstant blev konfronteret med. Enerverende ud over alle grænser og fordi det stod på non stop i alle stive fire timer kampen varede, var det virkelig med til at ødelægge oplevelsen i en sådan grad at jeg ikke tror jeg sætter mine ben der igen. Sporten er fascinerende og spændende, men den falder bare så meget i baggrunden i forhold til alle de kommercielle tiltag man konstant bliver påduttet.
For et par uger siden tog Audrey og jeg med et par andre til Osheaga festival lidt udenfor byen. Når det nu ikke kunne blive til Roskilde og Samsø var det trods alt en forholdsvis god erstatning. Programmet var fedt, og det var rigtig hyggeligt, selv om stemningen til en nordamerikansk festival aldrig bliver helt det samme fordi camperingsugen med sanseløs druk op til festivalen mangler. Men der var fantastiske koncerter med bl.a. lokale Arcade Fire i en setting, der var decideret ubeskrivelig med vue ind over byens skyline med solnedgang bagved. Og det gjorde det ikke værre, at jeg for første gang gjorde alvor af min trussel og smuglede en hel flaske rom med ind på pladsen til stor morskab for Audreys venner og bekendte.
Som nogle måske har hørt er jeg begyndt at spille fodbold herovre. Vi spiller i en liga der burde være rigtig dårlig (og vi er sandt for dagen dårlige, jeg er mere eller mindre den bedste på holdet og det ved i jo godt hvad betyder), men hvor det har vist sig at en hel del rigtig gode hold har meldt sig til, udelukkende for at vinde en masse kampe. Vi har kun vundet 2 ud af 10 kampe, og den anden dag fik vi smæk 9-0. Bagefter fandt jeg ud af, at det hold vi mødte blandt andet havde 2 spillere med som spiller på El Salvadors U21 landshold. Tak for lort.
På jobbet går alting også godt. Min arbejdstilladelse udløber snart og derfor har de sat en advokat til at skaffe mig en ny. Det burde ikke være noget problem, selv om Quebec næsten er mere restriktive i forhold til udlændige end vi selv er i vores egen lille småfascistiske andedam.
Ellers er der ikke så meget at fortælle. Sommeren brager stadigvæk løs, selv om man godt kan mærke at det er ved at være på sidste vers. I starten af oktober kommer mine forældre på besøg, og det glæder jeg mig naturligvis rigtig meget til. Til den tid vil det næsten være et år siden jeg kom herover, hvilket er mere end bare underligt at tænke på.
Håber i alle har en god sommer hjemme i Danmark. En speciel hilsen naturligvis til Maria, jeg er ked af at jeg ikke kunne være der til barnedåben sammen med alle de andre.
Jeg bliver som altid glad for updates og kommentarer, både her på siden og andetsteds.
/Thomas
Det er allerede 3 uger siden gumme og Anders tog hjem herfra. Når man arbejder og ikke har fri går sådan en sommer virkelig forbandet hurtigt.
For nogle uger siden faldt Jean Baptiste dag, Quebec’s nationaldag. Selv om Quebec blot er en stat i det føderale Canada er det mere reglen end undtagelsen at se Quebec omtalt som en ”nation”, Quebec City som ”capitale nationale osv. Jean Baptiste dag er kendt som årets største festdag hvor nationalfølelsen og kravet om suverænitet virkelig blomstrer. Eftersom Montréal er mærkbart mere international end særdeles franske Quebec City er festen på St-Jean (som dagen kaldes i folkemunde) også mærkbart større i Quebec City. Så naturligvis skulle vi fejre dagen her, uden at jeg dog på nogen måde havde en anelse om hvad jeg gik ind til. Til hverdag finder jeg at Quebecerne har en tendens til at være tanden mere tilbageholdende og tanden mindre løsslupne i deres festvaner end os danskere. Ikke at de er kedelige, slet ikke, men det er sjældent at man ser kampdruk i den grad det kan ses i Danmark. Det er ganske enkelt ikke velset at hælde alkohol ned, bare for at hælde det ned.
På St-Jean gælder dog ingen regler eller sociale tabu hvilket jeg mere end fandt ud af i løbet af aftenen. Festen var større og vildere end både Hogmanay i Edinburgh og din gennemsnitlige dag på Roskilde Festival. Folk var decideret blæst. Ikke bare sådan stiv, men sådan ”jeg-svinger-min-bh-over-hovedet-mens-jeg-sætter-ild-til-canadiske-flag” blæst. Videoen herunder (der er tanden mere civiliseret) er fra en stor koncert midt i byen hvor Quebec bandet Cowboy Fringants (som jeg er blevet overraskende glad for) spillede op til seriøs dans. Bid mærke i alle flagene, det virkede som om alle mere eller mindre havde taget et med.
Alt i alt rigtig fedt at opleve den dag jeg har hørt så meget om, og som alle snakker om herovre. En hel del anderledes end vores St. Hans (det er jo i øvrigt den samme helgen vi fejrer), også selv om det faktisk er samme dag. Nu forstår jeg i hvert fald godt hvorfor Audrey fandt bål og lidt sludder kedeligt.
Som jeg har skrevet tidligere er Montréal hele verden samlet på et sted, og når der er fodbold VM så kommer det virkelig til udtryk. Der hænger flag på balkoner i massevis og selv om det er de Portugisiske, Græske, Italienske og Spanske der dominerer så har jeg faktisk set flag fra hver eneste deltagende nation minus Nordkorea.
Hvis man altså tæller mit eget Dannebrog med. I går havde jeg fornøjelsen af sammen med hen ved 500 tyskere at se herrefolkets land tæve et af Mexicos mange landshold i kvartfinalen klokken ti om morgenen lokal tid. Nærmest surrealistisk, men da temperaturen på daværende tidspunkt allerede var kravlet op imod de 30 grader fornægtede ægte nordeuropæisk mentalitet sig naturligvis ikke. Der blev kværnet kander med fadøl alongside bratwurst til den store guldmedalje og jeg fik næsten tårer i øjnene.
Om en uge kommer Henrik og Susanne på besøg som en del af deres Nordamerika tur, og det skal nok blive godt. Planen er at de drøner rundt i en bil mens jeg er på arbejde, og når weekenden kommer så tager vi til sommerfesten i Quebec og hører Social Distortion, Dream Theater og Rammstein. Jeg skylder Henrik en kasse bjørnebryg (damn you Tobias Grahn din uduelige fedtekarl!) og jeg gruer en hel del for hvad der sker, når han finder ud af at man ikke kan få dem herovre.
Bis dann.
/Thomas
Billeder af øl, den canadiske natur, hvalkiggeri, hummermiddag osv. siger mere end tusind ord. Og ellers kan i jo også bare læse beskrivelserne under billederne ik’å.
14 fantastiske dage jeg sent vil glemme.
Som en bonus får i også lige en video af Anders og Gumme på artistbar med cellospillende pige i baggrunden.
Montréal er kendt som den grønneste by i Nordamerika, og nu hvor sommeren virkelig er kommet til byen med 32 grader forstår man hvorfor. Byens parker er levende med venner der griller, familier der hygger og folk der spiller baseball, frisbee og fodbold.
Audreys mor har været så sød at skaffe os en cykel mere eller mindre gratis, og da vi samtidig har kunnet låne endnu en af Audreys søster, har weekenden stået på udforskning af byens grønne områder. Vi har regnet ud, at det tilsammen er blevet til lidt under 100 km på to dage, og vi har af gode grunde ondt i røven begge to.
Men Montréal er så absolut ikke mindre fantastisk på en cykel end på gåben. Vi har cyklet langs havnen i den gamle bydel, langs Lachine kanalen ud til byens mere maritime områder, gennem vores egen bydel Plateau Mont-Royal og tilmed helt ud til Ile St-Helene og (den kunstige) Ile Notre-Dame midt i St. Lawrence floden hvor udsigten ind over byen nærmest tager vejret fra dig.
Og så har jeg som i kan se fået en hvid egernven i vores park, spist hummer og drønnet rundt på min cykel der hvor alle Formel 1 stjernerne skal brænde dæk om en måneds tid.
/Thomas
En søndag i maj besluttede jeg mig for at bruge min eftermiddag på det lokale fodboldholds sæsonpremiere for endnu engang at snuse en smule til sportskulturen og tilhængerkulturen herovre. Impact de Montréal FC blev stiftet i 1992 og er derfor efter nordamerikanske standarder et forholdsvist gammelt foretagende. Impact spiller i USL1, en liga der tæller både canadiske og amerikanske hold og som generelt regnes for ligaen lige under MSL. Der er dog som i så mange andre amerikanske sportsforetagender ingen op og nedrykningsforbindelse mellem de to ligaer hvilket gør sammenligning svær. Impact har vundet 3 mesterskaber i USL1 senest sidste år, og har i det hele taget oplevet en meget stigende interesse i den ellers komplet ishockeyfokuserede by over de sidste 4-5 år. Det gennemsnitlige tilskuertal er gået fra 3000-4000 til over 12.000 i gennemsnit. Derfor virkede det også helt naturligt at det tidligere i foråret blev annonceret, at Impact fra 2012 vil være at finde i MSL som det tredje canadiske hold efter Toronto FC og Vancouver Whitecaps. Dagens modstander fra Portland Timbers FC er der ikke meget at sige om. Foretagendet blev stiftet i 2001 og har ikke den store succes at snakke om.
Impact de Montréal FC spiller sine hjemmekampe på Stade Saputo, et stadion bygget specifikt til fodbold kun et stenkast fra det noget større olympiske stadion i Parc Maisonneuve. Stadion har en kapacitet på godt 13.000 (der vil blive udvidet til godt 20.000 i forbindelse med skiftet til MLS) og virker ved første øjekast alt andet end imponerende. Kun hovedtribunen er overdækket og selv om det grundet størrelsen er et forholdsvist intimt stadion, virker den manglende overdækning som lidt af en atmosfæredræber.
Stemningen på stadion var da også generelt derefter, selv om dagens premiere var komplet udsolgt og havde været det i lang tid. Den åbne langside hvortil jeg havde billet bar komplet præg af amerikansk fankultur med siddende tilskuere, klappepølser og spredte ”let’s go Impact” tilråb. Dette til trods for at helt utrolig mange på selvsamme langside faktisk var iført holdets blå og hvide farver i form af spillertrøjer, halstørklæder mm. Portland stillede med 15 tilhængere der muligvis var det pinligste jeg nogensinde har oplevet. Vi snakker døddrukne med koklokker og maling i ansigtet. Absolut ikke værd at skrive hjem om.
Kampen på banen endte 1-1 efter en noget kedelig affære, der blev komplet overskygget af en decideret skandaløs dommerpræstation. Vi snakker 2 klokkeklare udvisninger der blev overset, 2 mål der fejlagtigt blev annulleret, 2 oversete straffespark og 2 der blev givet uden der var den mindste forseelse. I det mindste blev der givet og taget til begge sider, men hvis det er den generelle standard i ligaen herover er det godt nok sløjt. Forestil jer mit ansigt da jeg i metroen hjem fik fortalt, at der rent faktisk er tale om professionelle dommere.
Oplevelsen på Stade Saputo blev dog for mig langt hen ad vejen reddet af et lille stykke europæisk fankultur midt i vældet af ”let’s get ready to rumble” og ”go team go”. Ultras Montreal er placeret på endetribunen bag det ene mål og gjorde kampen igennem en rigtig god figur. Gruppen er startet i 2002 og udspringer i høj grad af immigrantmiljøet i byen. Børn af italienske, græske, portugisiske og franske immigrantfamilier danner tydeligvis grundstammen i gruppen, og selv om der i dag sikkert er ligeså mange indfødte Quebecere i gruppen så er mentaliteten intakt. En march inden kampen blev skudt af med adskillige romerlys og røgbomber og under kampen var der konstant gang i gruppen (der på stadion vel talte omkring 100 mand) med god flagaktivitet og forholdsvis højlydt vokal. Da kampen som nævnt var forholdsvis kedelig, gik det meste af min tid med at iagttage UM og savne min egen tribune hjemme i Danmark. UM har i hvert fald intet at skamme sig over, og stod den eftermiddag lysende klart blandt en alt for stereotypisk amerikansk sportsatmosfære.
I mandags var Audrey og jeg så heldige at have fået billetter til det ypperste herovre. Den lokale ishockeyklub, Les Canadiens de Montréal er i slutspillet i NHL, og det sætter for at sige det mildt byen på den anden ende.
Klubben har usandsynlig mange ligheder med mit eget hjertes barn i Danmark. En gammel, hæderkronet storklub der netop har fejret sit 100 års jubilæum som den mest vindende klub i nordamerikansk sportshistorie med ikke mindre end 24 mesterskaber. Det sidste er dog helt tilbage i 1993 og derfor tørster hele byen efter succes. Det virkede ikke umiddelbart som om det skulle ske i år, da Canadiens med nød og næppe fik klemt sig med i slutspillet på yderste mandat og i første runde skulle møde grundspillets suveræne vinder, Washington Capitals. I serien af bedst af 7 kampe kom Canadiens bagud 3-1 i kampe og lignede derfor et færdigt hold. Men på et helt vanvittigt comeback lykkedes det holdet at vinde de efterfølgende 3 kampe over storfavoritterne og avancere til kvartfinalen hvor sidste års mestre fra Pittsburgh Pinguins ventede i endnu en bedst af 7 serie. Audrey og jeg havde over internettet fået billetter til kamp 6 i Montreal og da det kom dertil førte Pittsburgh 3-2 i kampe og var altså kun enkelt kamp fra at eliminere byens stolthed.
Canadiens har haft komplet udsolgt til alle deres hjemmekampe i mere end 15 år i træk og det er normalt nærmest umuligt at få billet til kampene i arenaen Centre Bell med plads til godt 21.000 tilskuere. Man ser Canadiens flag, t-shirts osv. over alt i byen og det virker som om, der ikke er en eneste i byen der ikke følger holdet. Så meget desto vildere at det lykkedes os at få billetter til en kvartfinalekampene.
Atmosfæren i Centre Bell er meget intens, også selv om der ikke er nogen organiseret form for support. De sidste 30 min før face off tæller et ur på den imponerende storskærm der hænger i loftet ned til kampens start, og de sidste ti min inden blev lyset dæmpet mens skærmen spillede store øjeblikke fra klubbens historie samt kommentarer fra spillerne. Yderst imponerende og gåsehudsfremkaldende og brølet var ekstremt da Canadiens kom på banen. Der blev herefter spillet nationalmelodier og til min store overraskelse sang Quebecerne faktisk forholdsvist passioneret den canadiske nationalmelodi på en blanding af fransk og engelsk. Jeg har lidt på fornemmelsen at de godt kan enes med de andre canadiere om ikke at kunne lide amerikanerne. Da Canadiens scorede kampens første mål efter et minuts spil gik arenaen amok, og jubelscenerne lod faktisk intet tilbage fra det man ser i Europa. Lige nøjagtig de ukontrollerede glædesudbrud jeg savnede så meget fra dem under OL, og det var yderst befriende at opleve. Nuvel, volumen dalede forholdsvist drastisk i løbet af den første periode, men ramte taget igen da hjemmeholdet tog overtaget i kampen og til sidst endte med at vinde en 4-3 sejr. Hele atmosfæren blev hjulpet godt på vej af arenaens lukkede udformning, og jeg tør slet ikke tænke på hvad en mere organiseret support vil kunne gøre ved stedet.
Alt i alt var kampen en fantastisk oplevelse og spændende indsigt i den glødende hockeykultur i Montréal. Jeg vil i hvert fald ikke tøve med igen at tage i Centre Bell, selv om lige netop den kamp jeg så vist nok skulle have hat den vildeste atmosfære i 10 år. Så måske bliver jeg skuffet næste gang. To dage senere vandt Canadiens i øvrigt den sidste kamp i serien og kvalificerede sig dermed for første gang siden 1993 til semifinalerne. Vi nåede aldrig ned i midtbyen den aften, men tv billederne afslørede, at det vist var lidt af en fest med smadrede ruder og nøgne folk i gaderne.
/Thomas
Ja, det er nu faktisk i morgen jeg sådan officielt har været her i et halvt år, men tæt nok på. Tiden er godt nok gået hurtigt og det føles virkelig som om det var i går jeg forlod Århus. På den anden side er der sket så meget i det halve år at det er helt overvældende. Tid er nogen gange noget underligt noget.
Siden sidst er jeg officielt blev fastansat hos Plan B Digital som Merchant Services Coordinator (fint skal det være). Jeg har fået en god solid lønstigning med i købet, selvom det stadigvæk virker som en latterligt lav løn når man kommer fra Danmark. Jeg er stadigvæk ikke helt kommet ud over at sammenligne alt med danske priser osv. Hvis noget koster 5 penge er det jo ikke dyrt vel? Under alle omstændigheder er jeg godt tilfreds med jobbet. Det er uvurderligt for mit CV og det er en rigtig rar virksomhed at arbejde i. Audrey har endeligt besluttet sig for at droppe psykologi og starte på et af byens andre universiteter (UQAM) efter sommerferien. Selv om hun stadigvæk tager eksamen i to af psykologi fagene er der ikke meget at komme efter, så hun er i fuld gang med at lede efter et job sommeren over.
I forrige uge var vi (endnu engang) i Quebec. Det blev til både en sejltur fra Quebec til Levis på den anden side af floden samt endnu et imponerende vandfald lige uden for byen. Jeg tror aldrig jeg vænner mig så meget til det, at jeg ikke bliver imponeret over den storslåethed og de naturkræfter der er i alting herovre (hvilket jo i sig selv er rart). Jeg får den der følelse af at være turist og opleve en masse hver gang, og det er faktisk meget rart at det stadigvæk er sådan, når man nu arbejder 8-9 timer hver dag i hverdagene og nogen gange føler at man ikke helt udnytter alle de muligheder der er i at være i Nordamerika for første gang.
I torsdags havde en gut fra mit arbejde inviteret mig til mædl koncert nede i byen. Selv om Amon Amarth ikke lige er min kop te, så var det alligevel en rigtig god mulighed for at komme ned og se et af de store spillesteder i byen, Metropolis. Det viste sig faktisk at være et fantastisk sted meget lig Train, men med en skråning der gør at man kan se perfekt lige meget hvor man står. Så meget desto mere ærgerligt at det virkelig ikke virker som om Montreal er i stand til at trække ret mange fede bands når man tager byen størrelse i betragtning. Måske er det bare lige netop de bands jeg kan lide der ikke kommer her, men normen virker til at være New York, Boston og derefter videre til Toronto. Virker underligt på mig når der ligger en by med 3.5 million indbyggere midt imellem, endda en by der har et voldsomt stort alternativt miljø. Nåh, men jeg fandt i hvert fald ud af at metalheads er metalheads og der ikke er den store forskel på hverken gøren, laden eller udseende bare fordi det er på den anden side af Atlanten. Don manglede, men ud over det kunne det snildt have været en koncert derhjemme. Der var endda folk som havde sværd, økser og brynjer med. Good times.
Anders og Gumme kommer på besøg om mindre end en måned nu. Det skal nok blive sjovt, og jeg er allerede i gang med at brainstorme over hvad de skal have med herover til mig. Arnbitter, sovsekulør og andre gode sager. Ud over det er der ikke det store planlagt, og det er faktisk lidt pinligt at det eneste jeg har 100% styr på er hvor vi i hvert fald skal hen og æde. Men hey, jeg har tabt mig 7 kilo siden jeg kom herover, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt.
Nåh, men solen skinner, klokken er tolv lørdag eftermiddag og der er alt for mange parker i Montreal til IKKE at spille frisbee med kolde øl. Eller se en baseballkamp på en snusket bar eller noget. Vi snakkes ved.
/Thomas
Betød i sidste uge minus 12 grader. Helt seriøst. Canada har temperatursvingninger vi slet, slet ikke er vant til i forudsigeligt småuforudsigelige Danmark. I løbet af ganske få timer kan temperaturen falde eller stige helt voldsomt og det gør det til tider svært at finde ud af hvordan man skal klæde sig. Vi danskere tror at vi er gode og vant til at kigge på vejrudsigter og dets lige, men jeg skal love for at vi ikke har nær så meget styr på det som de har herovre. I hvert fald har jeg allerede indtil flere gange fundet mig selv håbløst over eller under dressed på gaden, mens alle andre så ud til at have helt styr på det og gloede underligt på min forfrosne hud eller min kæmpe vinterjakke.
Ellers er den største nyhed siden sidst er nok, at jeg er blevet tilbudt en permanent fuldtidsstilling af den virksomhed hvor jeg har været på en 3 måneders kontrakt siden januar. Jeg havde godt kunnet mærke at de var glade for at have mig, og jeg kunne også godt se på det hele at de ville få svært ved at klare sig i det næste stykke tid hvis de ikke ville forlænge kontrakten med mig. Men man ved jo aldrig og man forventer jo også altid det værste. Så det var rigtigt, rigtigt dejligt at finde ud af i sidste uge, at de gerne vil beholde mig permanent. Audrey og jeg har ikke de voldsomme pengeproblemer (selv om vi kun lever på min løn og ikke lever voldsomt fedt), men jeg brokker mig ikke ligefrem over at der også gerne skulle følge en pæn lønstigning med fastansættelsen.
Audrey og jeg havde egentlig planlagt at vi skulle til Florida i slutningen af april eller starten af maj. Audreys farmor har en lejlighed i Miami som vi kan låne gratis og da Audreys bror Phillipe og hans kæreste Elodie havde planlagt at køre derned lød det som en rigtig sjov tur. Det tager noget der ligner knap 3 dage hvis man tager den med ro, og der er efter sigende en hel masse at se ned langs USA’s østkyst. Det bliver desværre ikke til noget, dels fordi det ville være problematisk for mig at få fri til det, men mest af alt fordi der stadigvæk er strejke på universitetet, og Audrey derfor ingen som helst anelse har om, hvornår hun eventuelt er færdig med sine eksaminer. Det er rigtig irriterende, for vi havde virkelig set frem til det. Til gengæld ser det fint ud med min forespørgsel på nogle ekstra fridage og nedsat tid i forbindelse med Anders og Gummes besøg i starten af juni, så helt slemt er det ikke. De har tilmed lovet mig at jeg kan tage de to ugers ferie senere på året, og det er jo ikke fordi Florida ligefrem går hen og bliver kold bare fordi det er oktober eller november.
I sidste uge var jeg også inde og se min anden ishockey kamp herovre. Det er ikke lykkes os at få billetter til NHL igen siden den famøse kamp vi aldrig kom til fordi jeg fik svineinfluenza. Jeg besluttede mig derfor i fredags for at tage til endnu en QJMHL kamp med det lokale hold Montreal Juniors (opfindsomt navn) sammen med Chris jeg spiller fodbold med herovre og Fred jeg arbejdede sammen med på Lindberg, og som helt tilfældigvis også er flyttet til Montreal. Som tre klassiske europæiske fodboldfans håbede vi på at kunne få lov at råve og skrije lidt.
Modsat i Quebec er QJMHL ikke voldsomt stort i Montreal (primært fordi de har Canadiens i NHL vil jeg tro) og Juniors er da også kun et to år gammelt ”franchise”. Men da der var tale om en af finalerundekampene i ligaen var der alligevel mødt en 4000-5000 mand op. Jeg havde naturligvis heller ikke ladet det gå min næse forbi eller glemt at jeg til kampen i Quebec mellem jul og nytår ikke var blevet så meget som klappet på lommerne på vej ind i arenaen. Så skibet var ladet med guldøl, og de Bud Light der blev solgt i arenaen til 5$ stykket fik lov at hvile i forholdsvis ro.
Kampen i sig selv var en forholdsvis god fredagsunderholdning uden at nå vilde højder. I forhold til hvad jeg er vant til opførte vi os faktisk også ganske civiliseret til kampen, men alligevel fik vi en del blikke fra de omkringværende familier, teenagepiger og tykke mænd (de tre grupper prægede arenaen skal jeg hilse at sige). Måske fordi Chris SLET ikke forstod reglerne, Fred vist aldrig fandt helt ud af hvilket hold der var hvilket, og jeg bare blev ved med at hyle op om, hvor meget ravage mine drenge fra Danmark ville have lavet hvis de havde været der. Folk omkring fik sig i hvert fald en oplevelse med hjem, og det er vel ikke så dårligt igen når nu hjemmeholdet tabte kampen alligevel.
I denne her uge er det også som i Danmark påske, og det betyder en dag ekstra fri. Langfredag. Ikke det vilde, men alligevel en lang weekend og et tiltrængt hvil som vi endnu engang vil bruge i Quebec City i det gode vejr. De lover op til 20 grader i weekenden, og jeg skal hilse og sige at det står i pænt stor kontrast til de temperaturer fra sidste uge jeg nævnte tidligere. Så vidt jeg har ladet mig fortælle er der vist ikke tradition for de vilde påskeudskejelser herovre desværre. Det går nu nok, men påskefrokost på Vinstuen havde nu ikke været af vejen.
I må klare jer uden billeder den her gang. Min computer er gået død (skriver fra Audreys), og jeg har været for doven til at fiske ftp oplysningerne frem fra nettet. I går glip af billeder af både mine hjemmelavede tarteletter, de frikadeller Audrey overraskede mig med at have lavet da jeg kom hjem fra arbejde i dag (verdensbedstekæreste.dk!) og mange andre godbidder. Jeg skal nok love at poste ekstra mange næste gang.
Ellers er der kun tilbage at sige at alt er vel. Jeg savner naturligvis Danmark og jer alle sammen, men selv om jeg nu er tæt på mit halve år i Canada bliver landet, byen og folket ved med at forbløffe mig dagligt. Det hele skal ses og opleves, og jeg kan ikke vente til sommer med lange, varme aftener, store skove, brussende floder og vandfald, grønne bjerge og bjørne der æder fra skraldespandene i byerne (det har jeg selv hørt at de gør!).
À la prochaine!
/Thomas
Længe siden, og det undskylder jeg naturligvis. Bedre sent end aldrig burde nok i virkeligheden være overskriften på bloggen.
For et par weekender siden tog Audrey og jeg til Quebec, som det efterhånden er blevet tradition for os at gøre med 3-4 ugers mellemrum. Selv om det hjælper kraftigt på det, så er vores netværk i Montréal stadigvæk forholdsvis begrænset og da Audrey kender gud og hver mand i Quebec og samtidig gerne vil se sin familie i ny og næ, så er det meget nærliggende at tage derop. Jeg har allerede fået sådan et hyggeforhold til byen fordi jeg altid har fri når jeg er deroppe. Lidt ligesom dengang Henrik, Thorbjørn etc. boede i Aalborg og man vidste, at var man i Aalborg, så var det enten for at drikke øller eller se fodbold (og helst begge dele!).
Nåh, men i forrige weekend havde vi faktisk endnu et formål med besøget. Quebec er nemlig hjemsted for verdens største vinterkarneval, Carnaval d’hiver der løb af staben selv samme weekend. Jeg havde i forvejen hørt en hel del om det fra nogle folk fra arbejdet, der nogle år forinden havde været deroppe og tilsyneladende haft det vældigt sjovt. Vi besluttede os for at hellige lørdagen til formålet og tog ind til byen om eftermiddagen, hvor der efter sigende ville ske en hel masse. Midtbyen var komplet proppet med mennesker og det tog en krig og en madpakke at komme rundt. Det skulle vise sig at eftermiddagens begyndelse ikke kom til at rumme meget andet end irriterende, skubbende mennesker, nogle (dog voldsomt imponerende!) isskulpturer, en bar med isdrinks til overpriser og et slot lavet af is. Ærligt talt var det hele langt fra imponerende, og Audrey og Marie-Eve var da også enige om, at det godt nok ikke var meget værd. Ingen af dem havde været inde til eftermiddagshalløjet i mange år, og det understregede for mig bare at der mest var tale om turister og aktiviteter for turister. Graden af engelsk man hørte i gaderne underbyggede yderligere fornemmelsen. Ikke at jeg ikke på sin vis stadigvæk er en smule turist, men alligevel.
Alt i alt var det altså en smule skuffende og vi besluttede os da også hurtigt for at finde en øl i stedet for, mens vi ventede på den parade om aftenen som efter sigende skulle være den helt store afslutning på Carnaval d’hiver. Mellem de to ting nåede vi også at besøge den lokale libanesiske warma pusher og det er bestemt værd at nævne. Hvor vi i Danmark typisk har tyrkisk inspireret mellemøstlig mad, er det mere eller mindre konsekvent libanesisk herovre. Og jeg skal hilse og sige, at der generelt er en niveauforskel. Shish taouk, mergez og hvad de ellers kalder det pøset til i humus flyder i stride strømme, og man går meget, meget sjældent galt af kvaliteten. Og så koster det praktisk talt ingenting. Så meget for en rullekebab med tørt brød til 40. kr. Ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg har aldrig set en decideret libanesisk restaurant i Danmark? Skulle i falde over en, så kan det i hvert fald varmt anbefales.
Efter endt måltid var det tid til paraden. Modsat det karneval vi alle sammen kender i Aalborg hvor alle er klædt ud og deltager i paraden var der her tale om en mere ”professionel” parade, hvor ikke alle og enhver kunne være med. Der var vist mest tale om forskellige organisationer osv. i byen som alle havde deres egen vogn med i optoget. Som i sikkert ved hader jeg klæd ud fester ca. ligeså meget som jeg eksempelvis hader kunstskøjteløb, ost og FC København. Så jeg var egentlig godt tilfreds med at jeg ikke skulle bruge 100 år på at finde en eller anden udklædning. Eneste hage var, at det var forholdsvist koldt at stå stille og kigge på paraden. Den viste sig dog heldigvis at være Carnival d’hivers suveræne højdepunkt. Der var virkelig gjort meget ud af det, og som i kan se på billederne i galleriet herunder, så var nogle af vognene yderst imponerende. Folk var ellevilde og der blev delt halskæder osv. ud til højre og venstre. Total Brazil stil, hvis det ikke havde været for minus ti grader (de sagde endda det plejer at være minus femogtyve). Paraden og det gode selskab reddede i den sidste ende indtrykket af Carnaval d’hiver, og næste år tager vi kun paraden og den fest inde i byen der fulgte efter.
Ellers er der ikke så meget at fortælle. Jeg arbejder på livet løs og er stadigvæk glad for det. Lærerne på Audreys universitet har været så elskværdige at strejke så hovedparten af hendes eksaminer er blevet aflyst, hvilket er lidt en bet eftersom hun havde læst op til dem og var klar parat. I det mest ekstreme tilfælde kan det efter sigende ende med at de aflyser hele semesteret, og det virker umiddelbart ikke som om de studerende har de store rettigheder herovre. Forestil jer for eksempel at AU aflyste en eksamen dagen inden den skulle finde sted, og i en udefineret periode derefter forbeholdt sig retten til med 2 dages varsel at kalde folk til eksamen. Og de betaler tilmed af egen lomme (og ikke som i DK af skattefars) for at være indskrevet på universitetet. Vor herre til hest!
Ydermere har der været et par enkelte dage, hvor man så småt er begyndt at kunne lugte foråret i Montréal. Nuvel der ligger stadigvæk is overalt, og hver eneste gang man nævner det mumler de noget for mig uforståeligt om snestorme i april. Men jeg kunne altså lugte det den anden dag da jeg var ude og gå en tur i byens latinerkvarter. Det er på vej, og så skal i fandeme se mig nippe mocca i solen på St. Denis med byens fineste artister. Garçon!
/Thomas
Montréal er en helt igennem fantastisk by. Der findes utrolig mange byer rundt omkring som man skal lære at sætte pris på, og som det tager tid at komme til at holde af. Sådan er det ikke her. Montréal kryber ind under din hud, og jeg skal hilse at sige at det går overraskende hurtigt.
Det er svært at svare på hvad det er der helt præcist gør den her by til noget specielt, men man mærker det med det samme. Jeg tror en stor del af det beror på den mentalitet der præger folk i byen. Der er ingen der gør krav på Montréal og folk kommer og bidrager med det de har. Byen har store grupper af folk med thailandske, afrikanske, jødiske, haitianske, græske, portugisiske, spanske og mange, mange andre slags rødder. Kan man ikke snakke fransk sammen, så kan man sikkert snakke engelsk, og skulle det guderne forbyde det ske at man ikke kan snakke nogen af delene sammen, så kan man komme langt med tegn og smil. Denne her unikke adspredelse og diversitet synes at skabe et samsurium af venlighed, respekt og tolerance, som er intet mindre end rørende.
I det meste af Europa er man enten eksotisk eller fremmed hvis man ikke ser ud som alle andre. Du kan være ret sikker på, at du bliver mødt med enten interesse eller skepsis, alt afhængigt af hvordan det gængse billede af netop din slags nu engang er, der hvor du er havnet.
I Montréal er der ikke det helt store i at komme fra et land så langt væk og ukendt som Danmark. Nuvel det er da spændende at høre om de her underlige danskere der ikke spiser dessert, som vinterbader hver morgen (i hvert fald når jeg fortæller historien!) og som ikke har noget som helst imod at betale 60% i indkomstskat. Men når alt kommer til alt, så er du jo i virkeligheden bare som enhver anden i byen. Fremmed kommer du i hvert fald aldrig til at føle dig.
Og betyder alt det her at Quebecerne i Montréal har måttet give afkald på deres kultur og identitet? Er der blevet skabt dette her rodløse og forhadte multikulturelle samfund uden hoved og hale som der snakkes så meget om i visse danske kredse? Ikke det der ligner. Quebecerne og deres vidunderlige kultur lever i bedste velgående. De har deres poutine, deres for det meste svært forståelige version af det franske sprog, deres passion for hockey, deres elskede bagels og kaffe og meget meget mere. De er ikke blevet opslugt af globaliseringens, islamismens, multikulturens og mange andre oppustede begrebers åg.
For fanden hvor kunne vi nogen gange lære meget af det i vores egen lille sorthvide andedam.
/Thomas
