Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om at canadierne elsker deres sukker. Alt hvad der hedder slik, kage osv. giver de lokale julelys i øjnene, og der er ingen grænser for hvad der kan pøses til i den lokalt producerede ahornsirup.
Vantro og forbløffede øjne har betragtet mig indtil flere gange når jeg har fortalt om, at det i Danmark er helt normalt at have en middag, der udelukkende består af en hovedret uden at der bagefter kommer en dessert på bordet. Selv i forholdsvis formelle kredse. Det har man meget svært ved at tro på.
På min fødselsdag for nogle dage side besluttede Audrey sig for at jeg skulle have hele turen. Det betød at der skulle laves Tire, en af quebecernes traditionelle små kulinariske underfundigheder. I al sin enkelthed består det i, at der hældes kogt ahornsirup på en skål eller en balje med sne. Sneen køler herefter siruppen ned, så den i løbet af kort tid kommer til en udgøre en blød, kæbrig karamelliseret masse, der efterfølgende kan vikles omkring en pind og spises som slikkepind.
Så der blev hentet sne fra vores terrasse (har jeg sagt at vi har en terrasse i vores lejlighed, som der kun er adgang til ud gennem et af vores stuevinduer? Ingen dør eller noget. Se DET er fandeme indie!), kogt sirup, hældt op og viklet om pind. Det smagte mest af alt som en blød og ekstremt sød karamel, men det var overraskende godt.
Ethvert barn i Quebec har eftersigende på et eller andet tidspunkt spist sig til en solid mavepine eller decideret opkast i tire, og det tog da heller ikke lang tid før jeg fik decideret sukkerchok og blev nødt til at indtage sofaen. Audrey grinede nøjagtigt ligeså meget af det, som jeg i sin tid grinede af hendes ansigt første gang hun puttede en piratos i munden. Touché!
/Thomas
